De fem siste avsnitt fra «Assessor Wilhelms» utredning om Ægteskabets æsthetiske Gyldighed i Søren Kierkegaards Enten-Eller, bind II

«[...]

Dixi et animam meam liberavi,* ikke som om min Sjæl hidtil havde været hildet og nu ved denne vidtløftige Expectoration havde skaffet sig Luft, nei, det er blot et sundt Aandedrag, hvori den har nydt sin Frihed. Aandedrættet hedder paa Latin, som Du erindrer, respiratio, et Ord, der betegner en Tilbagestrømmen af det, der først er strømmet ud. I Respirationen nyder Organismen sin Frihed, og saaledes har jeg ogsaa i denne Skrivelse nydt min Frihed, den Frihed, jeg har daglig.

Modtag nu velforberedt, hvad der bydes Dig vel prøvet. Skulde Du finde det altfor Lidet til at tilfredsstille Dig, saa prøv, om det ikke var Dig muligt, at forberede Dig bedre, om Du ikke har glemt en eller anden Forsigtigheds-Regel. Serberne have et Folkesagn,* hvori der beskrives en uhyre Kjæmpe, der har en ligesaa uhyre Appetit. Han kommer til en fattig Huusmand, og vil dele hans Middagsmad. Huusmanden sætter frem efter fattig Leilighed, hvad Huset formaaer. Kjæmpens forslugne Øine har allerede fortæret Alt, og med Sikkerhed gjort den Beregning, at han ikke vilde være bleven mere mæt, dersom han virkelig havde opædt det. De sætte sig tilbords. Det falder aldrig Huusmanden ind, at der ikke skulde blive nok til Begge. Kjæmpen langer til Fadet, Huusmanden standser ham med de Ord: det er Skik og Brug hos mig, at man først gjør en Bøn; Kjæmpen finder sig deri, og see der blev nok til Begge.

Dixi et animam meam liberavi; thi ogsaa hende, hvem jeg endnu bestandig elsker med en første Kjærligheds Ungdom, ogsaa hende har jeg gjort fri, ikke som var hun iforveien bunden, men hun har med mig glædet sig i vor Frihed.

Naar Du nu modtager min kjærlige Hilsen, saa modtage Du ogsaa, som Du pleier, en Hilsen fra hende, venlig og oprigtig som altid.

Det er længe siden jeg har seet Dig hos os. Dette kan jeg sige baade i egentlig og uegentlig Forstand; thi uagtet jeg i de fjorten Dage, jeg har anvendt Aftentimerne til dette Brev instar omnium,* jo paa en Maade bestandig har seet Dig hos mig, saa er det dog i uegentlig Forstand ikke egentlig jeg har seet Dig hos mig, ikke i mit Huus, i min Stue, men uden for min Dør, hvoraf jeg ved min Feining næsten har søgt at jage Dig bort. Ogsaa denne Beskjeftigelse har ikke været mig ukjær, og jeg veed det, Du vil heller ei tage mig min Adfærd ilde op. Imidlertid skal det dog bestandig være mig endnu kjærere baade i egentlig og uegentlig Forstand at see Dig hos os; jeg siger dette med al den Ægtemands-Stolthed, der føler sig ved at være berettiget til at bruge den Formel: hos os; jeg siger det med al den humane Respekt, enhver Individualitet "hos os" altid kan være sikker paa at møde. Du modtager derfor til næstkommende Søndag ingen Familie-Invitation for evig d.v.s. for en heel Dag; kom naar Du vil - altid velkommen; bliv saa længe Du vil - altid en behagelig Gjæst; gaa naar Du vil - altid velanbefalet.»

• • •

* Dixi et animam meam liberavi jeg har talt og lettet min sjel. Dixi ble brukt av de romerske talere som avslutningsformel.

* Serberne havde et Folkesagn Erzählungen und Märchen, herausg. v. F. H. v.d. Hagen, Prenzlau 1826, II s. 319: Bärensohn. Det anførte trekk finnes d. 323 ff. Se også Kierkegaards Papirer I C 80-82.

* instar omnium i likhet med alle andre, av like stor verdi som alle andre.